Dalum-Hjallese Lokalarkiv fylder 40 år

Dalum-Hjallese Lokalarkiv fylder 40 år i 2019, og det fejrer vi på forskellig vis.

Torsdag d. 7. november 2019 kl. 10-12 i Dalum Kirkeanneks er arkivet medarrangør, når Poul Duedahl holder foredrag om sin senest udkomne bog, Velkommen på bagsiden – Danmarkshistorien på vrangen.

Herefter er der mulighed for at besøge Dalum Bibliotek, hvor arkivet har en billedudstilling i det store lokale på 1. sal torsdag, fredag og lørdag i bibliotekets åbningstid. Her vises en række før og nu billeder fra Dalum og Hjallese.

Om lørdagen kl. 13 i bibliotekets biograf vises desuden en film fra 2006, hvor arkivet havde arrangeret hestevognsture i Dalum-Hjallese, hvor arkivmedarbejdere fortalte om de steder, der blev passeret på turene.

Arkivernes Dag lørdag d. 9. november 2019 kl. 14 – 16 fejrer vi arkivets 40 års jubilæum ved en reception i arkivet, Bøgedalvænget 4 med ”bobler” og chips, mens der bliver mulighed for at se en billedudstilling og mindes nogle af de mange aktiviteter, arkivet har deltaget i gennem årene. På fjernsynet kan man desuden se de før og nu billeder, der udstilles på Dalum Bibliotek i anledning af Arkivernes Dag.

Vi håber, rigtig mange vil lægge vejen forbi og mindes ”gamle dage” og få en arkivsnak.