Alle indlæg af Henrik Bjerregaard Jensen

Medlemsarrangement

Mandag den 19.september 2022 kl 19.00 er der et særarrangement for Lokalhistorisk Forenings medlemmer i Dalum Kirkes Anneks, Dalumvej 112b, 5250 Odense SV

Kaffen koster 20 kr 🙂

René Meyrowitsch er idemand til filmen Befriet fra Hitlers helvede. Desuden står han bag filmen Vi Overlevede, hvor de overlevende fortæller om deres redning af de hvide busser. Sidstnævnte film viser Meyrowitsch denne aften efter en introduktion til filmen.

Efter kaffen er der mulighed for spørgsmål om filmen til instruktøren.

Arrangør er Lokalhistorisk Forening for Dalum-Hjallese

Invitation

Det er med stor fornøjelse, at du er inviteret med ledsager til åbning af udstillingen Fruens Bøge og Verdensmesteren i Kulturarvboksen.

Odense har stærke traditioner inden for cykelsporten, og den tradition blev grundlagt på banen i Fruens Bøge, der for længst er nedlagt og mindet om den næsten forsvundet.

Historiens Hus og Dalum-hjallese Lokalhistoriske forening og arkiv vil gerne invitere til åbning af udstillingen Fruens Bøge og Verdensmesteren. I forbindelse med åbningen bliver der også afsløret en info-tavle om cykelbanen i Fruens Bøge.

Det sker fredag den 3.juni kl 14 på parkeringspladsen ved Velodrom Kaffebar.  Vi glæder os til at se jer.

Hilsen Historiens Hus

 

Nu bliver de næste snublesten lagt i Odense!

Torsdag den 9.juni 2022 kl. 11.45 – 13.00

De første snublesten blev lagt i København i 2019. I 2020 blev foreningen Snublesten Fyn dannet for at få snublesten til Fyn. Det lykkedes i 2021 med ti snublesten rundt omkring i byen.

Nu bliver Odense igen en del af det internationale kunstværk og decentrale mindesmærke der blev påbegyndt af den tyske kunstner Gunter Demnig i 1990’erne, og som i dag har bredt sig til over 26 lande. Der er i skrivende stund lagt over 80.000 snublesten i hele verden. I Danmark er der lagt snublesten i hovedstadsområdet, og fra sommeren 2021 kom stenene også til Odense og til Kolding. I år lægges der yderligere 8 snublesten på Fyn. Heraf 3 i Odense.

 Kl. 11.15 – 11.45 lægges den første for Ruth Bertha Nebel ud for hendes sidste frivillige bopæl, Buchwaldsgade 38, 5000 Odense C. Ruth Nebel blev som jøde deporteret til Theresienstadt hvor hun omkom. Therkel Stræde, lektor SDU og holocaustforsker, holder mindetale for Ruth Nebel.

Kl. 12.00 – 12.30 lægges den næste snublesten for cand.pharm. Ulrik Dircks ud for hans hjem, Bangs Allé 7, 5250 Odense SV. Lars Hedegaard Hagensen, sognepræst ved Dalum Kirke og formand for Dalum-Hjallese Lokalhistoriske Forening, vil holde mindetale for Ulrik Dircks.

Kl. 12.30-13.00 lægges den sidste for politibetjent Svend Børge Rasmussen. Den lægges på Flakhaven, 5000 Odense C, ud for den tidligere politistation hvor han blev myrdet da han stod vagt. Her vil Henning Mohr Petersen som er slægtning til Svend Børge Rasmussen og tidligere ansat i politiet, holde min metalen.

Med snublesten mindes vi såvel kendte som ukendte ofre for nazismen, og vi får sat fokus på besættelsestiden i Odense.  Samtidig minder snublesten os om at fred og frihed ikke er er en given ting. Snublesten bliver lagt for forskellige samfundsgrupper: Jøder, kommunister, modstandsfolk, politifolk og ofre for den tyske ”modterror” (clearingmord). Denne gang mindes vi en jøde – Ruth Nebel, en clearingmyrdet – provisor Dircks, og en politibetjent i tjeneste – Svend Børge Rasmussen.

Snublesten Fyn takker fonde og private for at støtte os med midler og opmuntring:

Dalum-Hjallese Lokalhistoriske Forening, Energi Fyns Almene Fond, Ingeniør N. M. Knudsens Fond, Odense Kommune og Therkel Stræde

 

Velodromen i Fruens Bøge


Cykelbanen og kaffebaren i Fruens Bøge
På fotoet ses Velodromen som den så ud i 1896. Cykelbanen blev grundlagt i maj 1894. Men det var en jordbane. Billedet her er fra åbningsløbet 2. pinsedag den 25. maj, hvor man kunne præsentere en cementbane. Der var 3.000 tilskuere tilstede. Der blev spillet for 3.000 kr i totalisatoren, så hver tilskuer har måske spillet for 1 kr.? Det var jo også mange penge dengang. Cykelbanens helte var de lokale brødre Thorvald og Peter Ellegaard som var født i Fangel. Thorvald var aktiv i 31 år og vandt seks verdensmesterskaber og tre europamesterskaber samt et hav af andre løb. Han vandt i alt 925 løb og kørte på 153 baner verden over. Tilskuerkorden på Velodromen blev sat i august 1896 med 4.500 mennesker. Det sidste løb på Velodromen blev kørt i august 1910.
Bag cykelbanen kan man se Fruens Bøge Station. Stationen blev opført i 1876, hvor Svendborgbanen blev oprettet. Indtil 1885 blev stationen mest brugt som udflugtsmål, hvor folk skulle i skoven og gå tur eller besøge de forskellige etablissementer. Derfor var stationen kun åbent fra 1. april til 30. september.
I dag er Velodromen erstattet af en anden Velodrom. Den er også en udflugt værd. Her serveres både byens bedste kaffe og kage eller kolde drikke under hyggelige omgivelser. Den drives af Kåre Loll. Kåre startede Velodromen kaffebar i 2015. Den er netop blevet ombygget og åbnede 1. februar igen. Stedet vidner både om den gamle Velodrom og Fruens Bøge Station i gamle dage. Velodromen har åbent tirsdag til søndag kl. 10 til 18.

Snublesten – hvorfor?

Onsdag den 23.marts kl. 19 inviterer Dalum Hjallese Lokalhistoriske Forening til et møde i Dalum Kirkes anneks til et møde om historien bag de såkaldte snublesten. De 10 snublesten blev blev lagt i eftersommeren 2021 som en synlig erindring om nogle af de mennesker, der blev ofre for nazismens forfølgelse. En enkelt blev lagt på Ingrids Alle og snart vil der blive lagt endnu en på Bangs Alle. På Fyn har en arbejdsgruppe samlet materiale ind om nazismens ofre. Blandt arbejdsgruppens ildsjæle er de to fhv. seminarielektorer Ninon Schloss og Dorthe Nielsen som denne aften vil fortælle om det arbejde, der gik forud. De to foredragsholdere vil bl.a. fortælle om hvorfor de selv blev engageret i projekt Snublesten. Kaffe eller te koster 25 kr 🙂

Indbydelse til bogreception

Fredag d. 18 marts 2022 kl.14.00 til 15:30 i Dalum Hjallese Lokalarkiv, Bøgevænget 4

Ole Jeppesen inviterer til reception i anledning af hans nye bogudgivelse: “lille, lækker, moderne hus” om Langelinie 89. Ole vil fortælle om hvordan det har været at skrive en bog om dem, der har boet i huset, siden det blev bygget. 

Der bydes på et glas vin, en øl eller en sodvand. og arkivet byder på kaffe. Bogen kan besigtiges og evt. købes. 

Generalforsamling

Ordinær generalforsamling i Dalum Hjallese Lokalhistoriske Forening tirsdag  22.februar kl. 19. Tilmelding er nødvendig. 

Af pladshensyn er det vigtigt med tilmelding selv om de nuværende corona-restriktioner er ophørt. Der bliver åbnet for tilmelding den 8.februar elektronisk på kirkens hjemmeside www.dalumkirke.dk eller ved at kontakte sekretær Helle Jacobsen på kirkekontoret, telefon  30683066 tirsdag til fredag 10-12, og man kan kun tilmelde sig een person af gangen. 

Kun medlemmer, som kan stemme ved generalforsamlingen, har adgang . Tilmeldingen lukker når det maksimale antal i salen er nået.

 

B75 Christiandal Hovedgaard cirke 1900

Efter generalforsamlingen fortæller ægteparret Bettina Castenskiold von Benzon og Per Corneliussen, København. Som efternavnet siger, så er førstnævnte nært knyttet til Dalum, hvor slægten Benzon i adskillige generationer boede på godset Christiansdal, det nuværende Dalum Kloster. Slægten Benzon satte ikke bare sit præg på selve godset, men også på området, hvor familien åbnede Fruens Bøge Skov som et rekreativt sted for områdets og Odenses indbyggere.

Forhåbentlig kan vi også uddele Årsskriftet 2021 denne aften (det er dog ikke sikkert).